Eurosymbolet eller eurotegnet (€) anvendes som valutasymbol for møntenheden
euro. Symbolsk kombinerer det et E eller et græsk epsilon med de to parallelle
streger, man ofte ser i valutasymboler.

Det vides ikke med sikkerhed, hvem eurosymbolet blev designet af. Nogle medier
hævder, det blev skabt af tidligere designer ved EF Arthur Eisenmenger, mens
andre påstår, det blev skabt af en lille gruppe ledet af Alain Billiet. Muligvis
er ingen af disse forklaringer korrekte, da Den Paneuropæiske Union udsendte en
'1 euro'-medalje i 1972, hvorpå man kan se et symbol, der i høj grad ligner det
nuværende eurosymbol.
